Indretning til børn

Vores indretning til børn handler om at skabe fysiske rammer, som giver en god blanding af tryghed, overskuelighed, tematiseret stimulation og udfordring i børnehøjde. Alt sammen for at give den bedste grobund for trivsel, leg og udvikling.

Se også indretning til personale

Lille hule med lys – vuggestue

En lille krog som blev brugt til opbevaring af trip trap stole. Vi byggede en lille skillevæg, hvor åbningen er stor nok til, at en voksen kan komme ind efter behov. De runde huller er lavet for at børnene kan bevare kontakten til både børn og voksne udenfor. Både fordi det skaber tryghed men også masser af leg. På endevæggen har vi monteret en plexiglasplade med skiftende lys i alle farver for at give rummet æstetiske oplevelser, og på den anden væg klikrammer til børnenes malerier.

Køkken – børnehave

En anden lille krog under et indendørs legehus blev ikke rigtig brugt til noget – højst til at gemme sig i måske. Vi malede væggene og monterede lys i loftet, så den generelle belysning blev blød og indbydende. Vi byggede en reol, fastmonterede et lille komfur og supplerede med diverse køkken-objekter.

Placeringen af de enkelte elementer gør, at flere børn har god mulighed for at lege sammen uden at være i vejen for hinanden, hvilket er godt for legens mange muligheder og deres indbyrdes relationer

Stue – børnehave

Børnehavebørnene løb rigtig meget rundt om bordet og der var hverken ro ved bordet eller på gulvet til aktiviteter.

Vi udskiftede det store bord med 2 mindre borde. Vi placerede dem ud mod væggen, på en måde, så der både er ro ved bordene og også i de legezoner, som bliver mulige på gulvet mellem bordene. Den blå reol afgrænser også en af zonerne og der er monteret legetøj på væggene, som matcher zonerne.

Vi valgte fokuseret belysning over borde og legetøj for at gøre rum og aktiviteter tydeligere. I vinduerne monterede vi de klassiske metalpersienner, som både virker solafskærmende og kan gøre lyset ”stribet”, hvilket skaber en sjov æstetisk effekt.

Kreativt lysbord – børnehave

Børnene havde svært at holde koncentrationen ved det kreative lysbord, fordi der ofte foregik en del leg bag ved dem. Vi vendte bordet ud i rummet og monteret en skillevæg, som skærmede for børnenes synsfelt. Derudover opdelte vi også resten af rummet i mindre zoner, så legen i det hele taget blev mere fokuseret for børnene. På denne måde blev der både flere zoner i rummet og mere fordybet leg.

Buet gang – vuggestue

En lang og buet gang, hvor børnene mest af alt kedede sig. Vi monterede diverse aktivitetsplader til de helt små vuggestuebørn og flere rammer med fotos af aktiviteter, hvor børnene er med.

På gulvet placerede vi forskellige grovmotoriske ting og sager. Hver dag noget nyt. Alt sammen for at stimulere børnenes leg både fysisk, sprogligt, intellektuelt og socialt også på tværs af de enkelte stuer, som alle åbnede ud til denne gang.

Læsekrog – vuggestue

En madras som primært blev brugt til at tumle rundt på med et højt lydniveau og en del konflikter. Vi skabte et historie-hjørne, hvor der er nem adgang til udvalgte bøger. For at sidde godt lavede vi 2 ryghynder, som blev fastmonteret på væggen. Ryghynderne er gode for ryggen og æstetikken samler krogen og opmærksomheden.

Farven er blød orange for at give en afslappet atmosfære og belysningen kom ned i børnehøjde for at afgrænse rummet, samt for at kunne se bøgerne bedre. (Der kom også en lampe i hjørnet). Bamserne er hyggelige at sidde med, når den voksne læser historie, og måske kan de også være vejen ind til børnenes egne historier.

Køkken – vuggestue

Et hjørne med legoklodser, køkken, bøger og madras. Børnene legede meget kortvarigt her fordi de mange forskellige lege stødte sammen i konflikter. Vi afklarede, at her skulle der være en køkkenkrog og samlede alt hvad vuggestuen havde af køkken-legetøj i krogen. Vi placerede det, så børnene nemt kunne se, hvilken leg zonen tilbyder og sørgede for, at der er god plads til at flere børn kan lege samtidig.

De børn, som er ved at lære at gå, kan også holde fast i de forskellige møbler og komme fint rundt i køkkenet. Derudover malede vi det nederste af væggen med en varm farve for give rummet ro til leg og samvær. Personalet arbejdede videre med diverse kollager og udsmykninger på væggene.

Toilet – vuggestue

Mange børn i vuggestuen brugte stadig ble, når de kom i børnehave. Vi satte en skillevæg op og monterede diverse collager mm, som børnene selv havde lavet ved siden af toilettet. På den måde blev toiletbesøg mere privat for det enkelte barn og afgrænset fra aktivitet på resten af badeværelset. Samtidig var der nogle konkrete ting at kigge på og/eller snakke om, hvis der var en voksen med.

Børnene begyndte i højere grad at bruge toilettet og samarbejdet med familierne om at smide bleen blev meget nemmere.

En byggeproces – vuggestue

Inspiration